Mad& Monopolet | Vin fra Østrig fra New Chapter sætter nye standarder – verdensklasse hvidvin!
Grüner Veltliner er en skøn østrigsk drue, som primært dyrkes i Østrig, men også andre steder i verden. Det anslås, at ca. 75 % af de 50.000 hektarer, der er beplantet med Grüner Veltliner kommer fra Østrig. Normalt vil jeg sammenligne druen med andre kendte druer, men det er lidt vanskeligt – den er nemlig helt sin egen. Den er tør, sprød, rank og er ofte høj på syre og mineralitet. Hvis vi endelig skal sammenligne, så ville det være med Sauvignon Blanc.
New Chapter fra Moser og Huber
Moser og Huber vil lave “Tomorrow’s Gruener Today” – det er “two men – one wine”, og de går virkelig all-in. Deres fokuspunkter er kvalitet – som de begge har vist i deres egne produkter, at de formår at opnå, og innovation, hvor de forsøger at tænke nye metoder ind i produktionen, men med respekt for traditionerne, som er det sidste af deres fokuspunkter.
Lenzmark New Chapter Grüner Veltliner 2020
I næsen har årgang 2020 noter af grapefrugt, citrus, mandarin, vanilje og et lille hint af peber, som nogle hvidvine kan have. Vinen er tør, syrlig, kompleks med en fyldig og cremet smag af delikat frugt, hvor der er arbejdet flot med at sikre, at fadet ikke tager over, men i stedet skaber den perfekte balance. Den passer rigtig godt til grillet fisk eller skaldyr, men kan også nydes til østers.
Årgang 2020 har jeg smagt flere gange – favoritten lige nu
Point: 95/100
Lenzmark New Chapter Grüner Veltliner 2021
Årgang 2021 har en skøn duft af friske æbler, fersken, grapefrugt, limeskal og et hint af eg. I munden er den sprød, rank og har en skøn mineralitet. Efter et par “slyngture” i glasset fornemmes der også en skøn duft af honning, grøn te og peber. I munden er den elegant, tør, har en formidabel syre og en let frugtsødme. Den er i perfekt balance. Jeg nød den til dampede grønne asparges med hollandaisesauce og stenbiderrogn, hvor den var en smuk ledsager.
Årgang 2021 – fremragende vin!
Point: 94/100
Lenzmark New Chapter Grüner Veltliner 2022
En virkelig lækker årgang – I næsen minder den om de andre, hvor der er tydelig duft af citrus, limeskal, melon, blodappelsin, ferskensten og et lille hint af asparges. I munden er den syrlig, rank, mineralsk og fremstår helt skarp og i flot balance, og det hele rundes af med en flot frugtsødme.
Årgang 2022 – De sidste flasker kommer til at ligge nogle år endnu
De kan sagtens ligge et par år, så mit råd er, at købe nogle stykker af hver og så åbne dem løbende. De bliver klart bedre og bedre med årene.
Point: 94/100
Lenzmark New Chapter Grüner Veltliner 2023
Det er helt tydeligt, at der er mest syre i det helt nye og unge årgange – hvilket nok også giver ret god mening – man kan godt forvente, at noget af syren med alderen vil blive integreret mere og mere i smagen. Næsen er piv frisk – masser af citrus, lime, grønne æbler, grape og et hint af vanuilje. Munden er frisk, let men cremet og har et lækkert syrligt frugtbid.
Lenzmark New Chapter Grüner Veltliner 2023
Point: 93/100
Nyhed fra Moser!
Chateau Changyu Moser XV præsenterer deres 2021 Cabernet Sauvignon Blanc de Noir, skabt af den berømte chefvinmager Lenz M. Moser i Ningxia, Kina. Denne unikke hvidvin skiller sig ud som verdens første Cabernet Sauvignon Blanc de Noir lagret på franske barriques, hvilket bringer en ekstra dimension af kompleksitet til vinen.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg aldrig har smagt en vin som denne – det er ret vildt! Duft af citrus, gule æbler, mango, bagepulver, nødder, eg og vanilje. Munden er fyldig og du fornemmer masser af tørhed, en let sødme og god syre. Det kommer helt sikkert til at udvilke sig meget positivt de næste år.
Point: 92/100
Hvis du vil vide mere om projektet “New Chapter”, så er der masser at finde på deres hjemmeside. Håber det giver lidt inspiration til næste hvidvin, du skal prøve.